Dagdrømme

Kender du det, når man sidder og dagdrømmer, og fuldstændigt glemmer verden omkring sig? Du prøvede det sikkert for første gang, da du var startet i folkeskolen. Ikke helt i starten, for der var alting stadig nyt og spændende. Men med tiden, når det begyndte at være rutine, og du sad i en kedelig undervisningstime: så ramte det dig, din aller første dagdrøm. Du kiggede ud af vinduet, og drømte om alle de ting, du kunne lave, hvis du ikke var fanget inde i klasseværelset.

Evnerne til at drømme sig væk fra det kedelige og trivielle er ikke én, man mister igen. Den følger med fra barnsben, igennem den hårde teenage tid, og hele vejen ind i voksenlivet. Det kan være ganske rart, sådan at kunne drømme sig væk, engang imellem. Det er dog ikke altid lige sikkert: og det fandt jeg ud af i sidste uge, mens jeg var ude at køre.

Det at køre, bliver nemlig hurtigt kedeligt. Den første gang eller fem, man kører hen på sit nye arbejde, er man virkelig vågen. Man er ikke helt sikker på vejen, og der er en masse nye indtryk. Men det bliver lynhurtigt til rutine. Det er som om, at en robot inde i ens hovede har siddet og fulgt med, de mange gange man har kørt turen, og så overtager når den har samlet nok data. Man sidder i hvert fald lige pludselig, og kører fuldstændigt på autopilot. Det er så her, dagdrømmene kommer ind igen. Det er nærmest uhyggeligt, for man opdager ikke rigtigt, at man kører på autopilot: ikke medmindre der pludseligt sker noget, i hvert fald!

Det gjorde der for mig, sidst jeg kørte på arbejde! Jeg sad og dagdrømte, fuldstændigt som da jeg kiggede ud af ruden, tilbage i folkeskolen. Men pludseligt skete der noget: en knasende lyd, og noget hvidt der bredte sig ud over mit synsfelt. Jeg havde fået et stenslag! Det gav mig et kæmpe chock! Ikke så meget, fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere stenslaget: det er jo bare en tur ind på Bilglas.dk, og så er det ordnet. Nej, det var mere det faktum, at stenslaget gjorde mig opmærksom på at jeg ikke var opmærksom: at min indre autopilot kørte bilen, og jeg var i drømmeland.